Beskrivelse
Norges vestlige Fjorde
Kom med på denne busrejse med NordvestTOURS og oplev Norges idylliske kystlandskab – d. 12. – 14. september 2023.
Denne rejse har to oplevelsesmuligheder: Nyd en afslappende dag på soldækket på sejladsen mellem Stavanger og Bergen eller tag på oplevelse i Stavanger med Lysefjordscruise.

Dag 1 – Feriebyen Blokhus med Skulpturpark og Museum for Papirkunst. Fjordline.
Vel ankommet i bussen sejler vi med Molslinien til Aarhus og kører mod nordvest.
Inden turen går mod et af Norges mest kendte turistområder, besøger vi en af de populære danske sommerturistbyer, Blokhus. Et hjørne af Danmark, der ligger lidt for sig selv. Byen er beliggende lige ud til det brusende Vesterhav og har ry for at have en af Nordeuropas bedste badestrande.
Vi begynder opholdet i Blokhus med besøg i Skulpturpark Blokhus. Her spiser vi frokost ved ankomst og har derefter mulighed for at se den flotte park. Over 20.000 m2 park med sansehaver, smukke blomsterbede og en af Danmarks største skulpturudstillinger med værker i sand, træ, sten, granit og bronze. I 2023 er temaet for sandskulpturerne H.C. Andersens eventyr.
Efterfølgende besøger vi et helt unikt museum, hvis værker man kun kan have den yderste respekt for. Museum for Papirkunst viser ikke vores almindelige gækkebreve, men derimod internationalt anerkendte værker af kunstneren Bit Vejle. Hun har været bosat i Norge i en lang årrække, og vi får derfor allerede her et islæt af Norge på vores rejse. Hendes fascinerende verden af papirkunst er frembragt med en lille broderisaks og et enormt talent. Hvert papirklip er sit eget lille kunstværk, der fortæller en historie med en detaljerigdom, man næste ikke kan tro er mulig på så skrøbeligt et lærred som papiret. Bit Vejles fine kniplingsagtige psaligrafiske værker fremvises på førende kunstmuseer verden over og er frembragt ’med saksen som pensel’. Bit Vejle, stifter og kunstner, vil personligt stå for rundvisningen (med forbehold for sygdom).

Kort herfra ligger Blokhus’ skønne strand, som vi naturligvis skal se.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Hirtshals, hvor Fjordlines store cruiseskibe lægger til.
Kl. 19 kan vi gå om bord og kl. 20 er der afrejse fra Danmark. Aftenen og nattes tilbringes ombord. Her er flere restauranter, bar, tax-free butik og underholdning om aftenen i Fjord Lounge. Aftenbuffet i Comander Buffet helt agter på skibet med flot udsigt. Lækker varieret buffet med mange retter, inkl. skibets drikkevarer.
Dag 2 – Stavanger med Lysefjordscruise eller sejlads til Bergen t/r
I dag skal vi opleve rejsens højdepunkt – Lysefjord eller kyststrækningen mellem Stavanger og Bergen. Skibet ligger til i Stavanger tidligt om morgenen og herfra har man to valg:
- Stå tidligt op og oplev Stavanger med Lysefjordscruise
- Nyd morgenbuffeten i Commander Buffet med havudsigt og den flotte sejlads til Bergen. Ankomst til Bergen ved frokosttid, hvorefter skibet vender om og returnere til Stavanger (vi kommer ikke i land i Bergen). Nyd den afslappende sejlads med fantastiske naturscenerier fra skibets dæk. Vi kommer tæt på kysten, hvor man kan se de små farverige huse på klipperne.
For de, som vælger dagen i Stavanger, vil vi forlade skibet ved 06:30-tiden. Vi har bussen med og har reserveret morgenmad på restaurant i Stavanger. Vi når at se lidt af denne skønne by, inden vi kl. 10:00 stiger ombord på de mindre turbåde, der sejler os på 3/3,5 timers cruise i Lysefjorden. Denne fjord er en af Norges mest berømte og byder på en storslået naturoplevelse. De idylliske klippekyster og det rolige blå-grønne vand, byder på de smukkeste panoramascenarier. Vi skal se den sagnomspundne Fantahålå-grotte (vagabonds cave) og det enorme vandfald Hengjanefossen. Ofte kommer man så tæt på, at man kan mærke dråberne fra det brusende vandfald.

Foto: Sindre Kvam
Prædikestolen er en af Norges helt store turistattraktioner og dette spektakulære syn er højdepunktet på sejlturen. Fjeldplatauet rejser sig 604 meter over Lysefjorden og er blandt verdens mest kendte udsigtspunkter. Tom Cruise indspillede en berømt scene i filmen ’Mission Impossible – Fallout’, hvor han klatrede på Prædikestolens nærmest lodrette fjeldsider.
Kiosk ombord på skibet.

Tilbage i Stavanger bliver der tid til at finde lidt frokost, og derefter skal vi på byrundtur i den smukke by. Stavanger er en populær turistby med Europas bedst bevarede træhusbebyggelse – mere end 170 gamle hvide huse finder vi i gamle Stavanger. Vi skal bl.a. besøge Øvre Holmegata, eller “Farvegade”, som den kaldes, da den består af huse, malet i alle regnbuens farver. Besøg gadens charmerende caféer, butikker og gallerier. Byen er ligeledes kendt for sin kreative gadekunst, som vi finder rundt om i byen. Stavanger er også Norges oliehovedstad, hvilket blandt andet belyses på Norsk Oliemuseum.
Mellem kl. 19 og 20 er Fjordlines store cruiseskib tilbage i Stavanger og vi kører med bussen tilbage til skibet. Nyd skibets tilbud med restauranter og aftenunderholdning.
Dag 3 – Alene i den norske vildmark med Falkemanden og Bisonsafari
Efter tidlig morgenmaden på skibet, sætter vi os til rette i bussen og forlader skibet ved 8-tiden.
Vi bliver i rejsens norske tema, når vi besøger Falkemanden nær Silkeborg. Flemming vandt nemlig tv-programmet ’Alene i vildmarken’, hvor han tilbragte 60 dage alene i netop den norske natur.
Vi skal både se og smage på bison. Først i form af bisonburger med tilbehør og efterfølgende på bisonsafari i prærievogne med fortælling.
Mange fulgte nok Flemming i tv-programmet ’Alene i vildmarken’ og vi skal høre om hans strabadser i den norske vildmark. En fin afrunding på vores norgesrejse.
Fjordline
Fjordlines cruiseskibe MS Bergensfjord og MS Stavangerfjord blev søsat i 2013 og kan rumme op til 1500 passagerer. Her findes flere forskellige restauranter, bar og underholdning. Elevator og hyggelige soldæk.

Foto: Erik Ask
Busrejse/minikrydstogt Norge
Turen er ikke oprettet endnu, – send os en mail for at reservere plads.
Pris pr. person med Lysefjord/Stavanger: kr. 3.575,-
Pris pr. person uden Lysefjord/Stavanger: kr. 2.895,-
Tillæg pr. pers:
Kr. 550,- enkeltkahyt
Kr. 735,- enkeltkahyt udvendig
Kr. 200,- dobbeltkahyt udvendig
Rejsens pris inkluderer:
- Bustransport/broafgift t/r
- 2 overnatning på skibet
- 2 x morgenmad
- 1 x lysefjordscruise (hvis valgt)
- Entré Museum for Papirkunst
- Rundvisning Museum for Papirkunst
- Entré Blokhus Skulpturpark
- Frokost i skulpturparken
- Bisonsafari
- Bisonburger
- Fortælling ’Alene i Vildmarken i Norge’
- Alle lovpligtige skatter og afgifter
Øvrige entréer, måltider og drikkevarer er ikke inkluderet i prisen.
Påstigning mulig i Odsherred, Holbæk – og Kalundborgområdet.

Når vi har modtaget din bestilling, fremsender NordvestTOURS rejsebevis og opkrævning på depositum på kr. 1000,- pr. person, som bedes indbetalt inden 8 dage.
Restbeløbet bedes indbetalt senest 60 dage før afrejsen.
Ved indrejse til Norge gælder følgende
Nordiske statsborgere (NO, SE, DK, IS og FIN)
Passagerer over 18 år skal medbringe gyldig legitimation med billede.
Børn, der rejser med voksne, behøver ikke at medbringe legitimation.